Luc Lang

Luc Lang (født i 1956) bor i nærheden af Paris og underviser i æstetik på École Nationale Supérieure d’Arts de Paris-Cergy.
Han har skrevet en række romaner og novellesamlinger og blev belønnet med den franske litteraturpris Prix Goncourt des lycéens i 1998 for sin roman “Mille six cents ventres”. Luc Lang er desuden kunstteoretiker, og han har skrevet flere kunstnermonografier og  tekster om æstetik, samtidskunst, arkitektur og litteratur.

Hans interesse for den kunstneriske skabelsesproces giver næring til hans romanskrivning og konstant fornyelse til hans skrivearbejde. Luc Lang er en eksperimenterende forfatter både hvad angår form og indhold, han har med succes forsøgt sig med dristige projekter såsom at genskrive én af sine bøger (La Fin des paysages) på samme måde som de store malere ofte vendte tilbage til de samme motiver, han har skrevet en shakespearsk roman (Mille Six Cents Ventres), leget med den græske tragedies koder (Furies), og skrevet en roman om 11. september 2001 (11 Septembre mon amour).

Luc Langs elvte roman Au commencement du septième jour har fået megen kritikerros og var med i opløbet til Goncourt-prisen i 2016.