Stradi er født med en violin i hovedet. Efter længe at have været derhjemme får han endelig mulighed for at gå i skole, hvor han opdager, at hans største handicap er andre børn og voksnes kejtethed og uvidenhed. Men trods disse udfordringer tager han hver dag med en uovervindelig optimisme, som har han arvet fra sin opfinder-far og sin lærer-mor. Hans violin udvikler sig efterhånden til at være en fordel, på trods af, at den giver ham koncentrationsbesvær i lektielæsningen, da den åbner op for at gøre andre ting, så som at drømme, håbe… og endda tale med fuglene.
En dag forelsker han sig i Lélie. De elsker hinanden, forlader hinanden, finder hinanden igen og danner et forhold. Indtil det øjeblik, hvor Stradis konstante fantasi støder sammen med voksenlivets nødvendigheder: at finde et arbejde, stå godt i samfundet, danne en familie. Hvordan vokser man op og tilpasser sig uden at fornægte sig selv?
Gilles Marchand har i dette værk leveret smuk og stor dannelsesroman, som indeholder en slags magisk realisme, ligesom i hans første værk ”Une bouche sans personne”. Romanen er et overraskende manifest for forskellighed, fantasiens styrke, som besejrer virkeligheden, når den plager og undertrykker os mest. Den er fuld af musik, fantasi, opfindelser, lys og optimisme, blandet med musik fra Beach Boys og tusindvis af glimt lån af Gary, Vian og Perec.