Det er et lille, grimt hus. Ikke desto mindre var haven det eneste, Clémence så, da hun gik ind i det. Haven med sit mikroskopiske mylder – på størrelse med et lommetørklæde og dog stor som hele verden. For enden af haven var et stenbassin, hvori der svømmede fire og en halv guldfisk.
Fire og en halv, for halvdelen af den femte var blevet spist. Blærefyldt, beskadiget og fuld af blå mærker: men helbredt.
Clémence kiggede længe på den.
Det er en have, hvor man kan leve selv, når man er blevet mishandlet. Clémence flyttede ind der. Hun lod alt bag sig og håbede, at hun ikke havde efterladt sig nogen spor. Hun ville ønske, hun kunne rejse en usynlig mur mellem sig selv og ham, som hun har forladt, ham som hun er sluppet bort fra. Men han er der hele tiden. Thomas. Og hans rasen.
Clémence er ikke taget afsted, hun er flygtet.