Efter en nat med voldsomt uvejr hører han den gamle bonde fra nabohuset, Monsieur Sécaillat, banke på sin sommerhusdør. Hvad har dog kunnet få denne hemmelighedsfulde, pukkelryggede, normalt så fåmælte nabo til at komme helt over til ham? Manden giver ham svaret ved at føre ham ud på marken, der adskiller deres huse: et stort stykke af en gammel tør stenmur er faldet sammen på grund af den kraftige regn og jorden, som er gennemvædet af regnvand. Men hist og her, midt mellem murbrokker og mudder, kommer nogle mærkværdige potteskår til syne. De to mænd er forundrede over deres opdagelse og beslutter at påbegynde en hemmelig udgravning af stedet. De har ingen anelse om, at denne beslutning vil vende op og ned på deres liv.
Omend Mistralens fortælling trækker på Giono og Boscos værker, så er det en bog, der skiller sig helt ud. Det er starten på en rejse, en roman om venskab, om overdragelse, om det, som tidligere generationer har ladet gå i arv, og det, som vi vil videregive til de kommende generationer. Det er en fortælling om det at nægte at glemme, en invitation til livet, hvor historier, legender og drømme vikles sammen. Det er et lydløst åbent vindue, hvor man kan skue ud over Provences jorde, et fotografi af et univers, et teleskop, som guderne har bestrøget med magneter.