« Nogle gang tilsmilede lykken mig andre gange faldt jeg i unåde. Grundene til den ene eller den anden tilstand var mig ofte ubekendte. Da jeg var femten år, var jeg blevet tildelt en plads på Collège Royal i den ældste prins’ klasse… »
Ham, som skæbnen på denne måde kaster ind i den fremtidige konge af Marokko, Hassan II’s omgangskreds, ville begå en fejl, hvis han satte for stor lid til sin lykkestjerne og ikke satte grænser for sine ambitioner. Det er ikke uden risiko at overgå en prins systematisk på hæderstavlen.
Da han forventer at blive kaldt ind i regeringen – bliver han sendt i eksil. Da han tror han, at han er fortabt for altid – bliver han udnævnt som rigshistoriograf, som Racine under Ludvig 14., som Voltaire under Ludvig 15. En udnævnelse som ikke mishager denne belærte rådgiver, som hengiver sig til en skrivekunst i rendyrket klassicistisk stil.
Men i enhver tilsyneladende gunstbevisning han har lært at frygte for et spil, som han på umærkelig vis er bytte for.
Og hvad sker der med hans urokkelige loyalitet, når en ung kvinde flygtigt kommer og hvisker ham hemmeligheder i ørerne om oprør i riget, som organiseres i det skjulte?
En virtuos transponering af Tusind og én nat og Saint-Simons Memoirer til det tyvende århundrede, som lader os genleve tredive år af Marokkos historie mellem ”protektoratets” tusmørke og begyndelsen på “jernårene”.